Lotusriget visner

Lotusriget visner

Ved paladset kan forandringen mærkes i luften.
Et flosset banner blafrer i vinden.
Et blik spejler sig i den dragne klinge.

Lørdag dag

Stikord: Wuxia, drama, action

Antal spillere: 5

Estimeret spilletid: 4-5 timer

System: Spillerdrevede scener og fortællekort

Tavsheden understreges af hjertets trommeslag. En gang var de venner. Den gang de kun var dem selv. I dag er de symboler. I dag er hun qien og han er demokratiet. I morgen er kun en af dem tilbage.

Lotusriget visner er for spillere, der har lyst til at have medbestemmelse. Der er plads til frit at forme fortællingen efter hvilke plottråde der fænger, mens en række mekanikker holder plottet i gang. Scenariet består primært af spillersatte karakterspilsscener, hvor fokus er på karakterernes udvikling, indbyrdes forhold og hemmeligheder.

Lotusriget visner er en tragedie om fem mennesker, der alle er splittet imellem deres ønsker, følelser og pligt. Det er samtidig en fortælling, som udforsker demokratiets berettigelse i en verden, hvor en del af befolkningen besidder overmenneskelige evner.

Scenariet er et karakterdrama sat i et eventyr-Asien bestående af snedækkede bjergtoppe, bambuslunde og kirsebærtræer i blomst. Oplevelsen er fyldt med maleriske dueller både på ord, ånd og klinger.

Duellerne udspilles som fortællescener styret af et kortsystem, der ligesom resten af scenariet udvikler karaktererne og hjælper spillerne i retning af den mest interessante fortælling. Det handler om ære, magt og om mennesker der finder ud af, at ophøjede idealer let kan komme til at stå i vejen for lykken.

Findes den største ære i at påtage sig ansvaret – eller at turde lægge det fra sig?

NB: Meget læsemateriale i rollerne