Fredag aften
Stikord: Arthuriansk drama
Antal spillere: 4
Estimeret spilletid: 4 timer
System: Hjemmegjort skæbne-drama
En fortælling om forbudt kærlighed sat i Kong Arthurs tid.
Som unge var Bern og Gildea dybt forelskede i hinanden, men de blev tvunget fra hinanden og ind i hver sit liv med strenge idealer og retningslinjer, som henholdsvis ridder og nonne. Men hvad sker der, når disse to efter mange års afsavn genforenes, netop som borgerkrig er ved at bryde ud i kongeriget, og deres verden bliver revet op med roden?
Spillerne bliver delt ind i to makkerpar, det ene som to riddere, det andet nonner, og igennem størstedelen af scenariet er der en narrativ afstand mellem disse to grupper, så de kun kan kommunikere med hinanden via breve leveret i monologform.
Scenariet tager sin inspiration i de middelalderlige ridderromancer om Kong Arthurs riddere og forsøger til en grad at emulere denne genre. Der vil både være spænding, da onde riddere truer landet, men også da kærligheden og æren står på spil, og spillerne bliver nødt til at tage flere svære valg. Det bliver dramatisk, storslået og romantisk - i ordets originale, ikke rødvin-og-chokoladerelaterede betydning.